WikiDer > Bornholm

lɛːjˌsteːniɲ ...
the sɔn iɲ stoːʁ flɑːðɐ Sten dɛɲ e tʰʁeː ɡɔŋːa sɔ stoːʁ sɔm boːʁəð hɛːʁ vɛl - ɔ dɛɲ lidʑəʁ veːʁ vɛːɲ sɔm kʰɔmːəʁ ɔwːəʁ fʁɔ kʰliːnby ɔ gɔʁ ɔwːəʁ IMOD kʰoːdɑː kɛːʁ ɑː ? sɔwn ɔ ibskəʁ tɕɛʁkʰə sɔ nɔʁ di DOE di SKOLE hɑː bɔːʁan TE ibskəʁ sɔ bɑːʁ di dɛɲ pʰɔ sɔn e bɛːʁiɲə - ɔ sɔ Vilada di dɛːʁ pʰɔ - pʰɔ lɛːjˌsteːniɲ - i de ˈsyːpʰ ɔ ˈstɔʁtɕa dɔm ˈpʰɔː ɔ sɔ ˈvɑːŋkʰaðː di ˈviːðəʁa fɔʁ di ˈmɔtʰːe jo ˈentʰə ˈsɛtʰːa ˈtɕiːstan pʰɔ ˈjoːʁən
- mæŋ kʰu jo ˈtʰʁoːˀ æ d̥i nʌˌjoɐ̯ˀd̥isɡ̊ə hʌl ˈtˢe pʰɔ ˈsʌn ˈsd̥ɛːð̞ɐ ...
Ja sɔ - das dʑoːʁə tu - ɡamla, di tʰʁoːdə jo pʰɔ das dɛʁ sɔm, ja das dʑoːʁə di - ɔ das - ʁakʰːaʁiɲ haɲ boːdə jo ALTI dɛʁuːdə - das va jo hanːəm sɔmdːajɛtlɔːðədːjːtlɔːðədœjtlɔːðədœjtlɔːðədœjtlɔːðədœjtldœk jo 'entʰə Bo pʰɔ iɲmaːʁkʰən haɲ skʰolːə Bo pʰɔ løŋiɲ - haɲ haðːə sɔnːən ɡamːəl lønɡˌhyːtʰa dɛːʁuːde - fɑʁ haɲ kʰuɲe hɑwsa-əð sɑː haɲ - vestə vɔʁ haɲ haˈddɛɲ ˈɡɔŋiɲ ˈdʁɔkʰ di jo idɔː ˈsamːa ˈbɛːɡəʁəð ˈaʎːe ˈjo mɛn ˈhaːɲ skʰolːə ˈdʁekʰːa uːð a ˈfoːdiɲ pʰɔ ˈbɛːɡəʁəð - haɲ mɔtʰːə ˈentʰə ˈdʁekʰːa pʰɔ ha ˈdevaː jo ...
uˌʁɛːˀn ...
ja haɲ va uˌʁeːn ja - sɔ nɑːʁ haɲ kʰɔm zu swɑːnikʰa iɲ ɡɔnɡ ɔ Skole hanla - sɔ - ɔ dɛɲ ɡɔnɡiɲ fitɕ di jo dʑɛʁn Alti and snaps nɔʁ di kʰɔm iɲ too - ømaːɲ ɑw ja - ɔ sɔ - va di ʃɛːɲtʰe jo bɑːʁa i sama ɡlɑːzəð auch aʎːəsamːəna Jo - ɔ sɔ - haːɲ fitɕ jo und SYP ɔ dɔ skʰolːə dɛɲ nɛsta hɑː - dɛfɔ sɑ haɲ s fɔ esekwɛ sɔː j kal vɛː dʁɔkʰːəð iˈdɔː

Sonnenliegen ...
det er sådan en stor, flad sten, den er tre gange så stor som bordet her, vel. Og den ligger ved vejen som kommer ovre fra Klinteby og går über imod Kodal til. Og der gik jo altså sagnet i gamle dage - for Klintebyboerne, de hørte med til Ibsker sogn og Ibsker Kirke, så når de døde, de skulle blive båret til Ibsker, så bar de den på sådan und bærer Og så hvilede de dér på - på Decksteine. Og så havde de jo mad i kurven, brændevinsflasker med, selvfølgelig. Die Totenköpfe haben Sig und Slurk bei Styrke Sig På. Og så vandrede de videre, for de måtte jo ikke sætte kisten på jorden.
Man kunne jo tro at the underjordiske holdt til på de steder...
Ja - det gjorde de, de gamle troede på det der, som - ja det gjorde de. Og det – Schlingel, han boede jo altid derude. Det var jo ham som flåede de selvdøde kreaturer og slagtede heste og sådan noget - han måtte jo ikke bo på indmarken, han skulle bo på lyngen. Han havde sådan und klapprige lynghytte derude. Far, han kunne huske det, sagde han - vidste hvor han havde boet. Og - så når han gik til alters, så måtte han ikke drikke - für den Gangs drak de jo af samme bæger, alle sammen, men han skulle drikke af foden på bægeret - han måtte ikke drikke på det der. han.
Std ...
ja, han var Stunden, ja. da han komm bis svaneke en gang og Skulle handle - så - og dengang fik de jo gerne altid en snaps når de kom ind til købmanden og Skulle handle. Så kom der jo den der - sådan rasscal og ja - og så - hvad, the skænkede jo bare i det samme glas til all sammen. Og så - han fik jo en slurk, og så skulle den næste have. Derfor sagde han så: "Jeg skal fandme ikke drikke af det glass som han har print."

Der Leichenstein...
ist eine Art flacher Stein, dreimal so groß wie dieser Tisch hier, nicht wahr. Und es ist an der Straße, die von führt klinteby steigt hinab und wird der Weg zu Kodal. Und da ist die Legende aus alten Tagen - die Klintebynaren gehörten zu den Ibsker Pfarrei und Ibsker Kirke, als sie starben, mussten sie zu Ibsker getragen werden, so trugen sie es an solchen Träger. Und so ruhten sie sich darauf aus – auf dem Leichenstein. Und so hatten sie natürlich Essen in einem Korb und natürlich Flaschen Schnaps dabei. Sie mussten natürlich einen Schluck trinken, um sich zu stärken. Und dann gingen sie weiter, weil sie den Sarg nicht auf den Boden stellen durften.
Man könnte natürlich glauben, dass dort die unterirdischen Formen gesammelt wurden...
Ja – das haben sie, diese alten Leute haben an diese Dinge geglaubt – Ja, sie haben es getan. Und dieser, der Pferdemetzger, lebte dort, wissen Sie. Er war es, der das tote Vieh gehäutet und Pferde geschlachtet hat und so - weil er nicht auf den Feldern leben durfte, musste er in der Heide leben. Er hatte dort so eine alte Heidehütte. Vater, daran erinnerte er sich, sagte er - wüsste, wo er wohnt. Und - als er zum Altar ging, durfte er nicht trinken - denn dann tranken sie alle zusammen aus demselben Becher, aber er musste aus dem Boden des Bechers trinken - er durfte nicht daraus trinken, also er war .. .
unrein...
Ja, er war unrein, ja. Einmal, als er in Svaneke einkaufen musste - so - und dann tranken sie gerne etwas, wenn sie beim Kaufmann einkaufen kamen. So kam es, dass da so ein Pferdemetzger ja - und so - was dann schenkte sie doch in das gleiche Glas für alle ein. Und so – er trank natürlich einen Schluck und musste dann den nächsten trinken. Deshalb sagte er: "Ich werde verdammt noch mal nicht aus dem Glas trinken, aus dem er getrunken hat."